Ærestale på Latterens Verdensdag

Latter kan ikke overvurderes. Ethvert menneske ender med at få det bedre af at le. Det lattermilde menneske er et overskudsmenneske, der ikke kun er for sig selv, men som ændrer den situation eller den sag, der bliver leet ind i. Latter er ikke kun noget billigt bras i forhold til et jævnt humør: du risikerer at leve en hel del længere med en mærkbar bedre livsindstilling. Og det er selvfølgelig nogle faktorer du skal regne ind i det hele inden du kaster dig helt ud i det her projekt vi i dag er kommet for at være sammen om.

Der er ingen, der helt er klar over, hvad der vil ske, hvis alle kinesere beslutter sig for på en gang at hoppe ned fra en stol. Der er heller ingen forsikring om, at det ikke vil have en global og varig effekt, hvis et givent antal mennesker sætter sig for at slippe latteren løs.

Kineserne får sikkert kloden anbragt mellem et andet og værre sted i solsystemet. Hvorimod latteren kan skabe den mest verdensomspændende opvarmning af selv de koldeste og kyniske gustne overlæg. De overlæg, der stjæler det medmenneskelige og ansvarlige ud retfærdig verdensorden.

I dag er det Latterens Verdensdag. Over hele kloden er der folk, der festligholder denne dag. Folk som I er fælles med. Fælles med at tage et ansvar, for latter griber ind og finder overskud til ansvar

Jeg er selv kommet til den konklusion, at der må stærkere midler til end bare vrede, når jeg læser om og selv møder den omsiggribende forskrækkelse over islam. Det samme gælder det, der sker i Palæstina eller måden vi behandler de svagest på i vort samfund. Ja, det samme gælder dusinvis af store spørgsmål, som den moderne verden burde og kunne løse.

Latterens indre logik har det med at sætte tingene i deres rette sammenhæng. Til forskel fra den ualvorlighed, der i øjeblikket præger indvandrerdebatten. Eller de små selvtilfredse fnis fra de højestlønnede, der ser en livskvalitet i at betale så lidt i skat som muligt. Og jeg taler ikke om den gnækken det afføder, når én glider i en bananskræl eller når det går dårligt for dem, vi ikke kan lide, men jeg taler om den alvorlige latter, der har en fælles, retfærdig og langsigtet vision for det danske samfund med nogle andre værdier end de materielle og selvtilfredse.

Derfor bliv bare ved med at le. Jo flere vi er, jo mere rykker det. Jamen, det handler om en optursfed uden andet euforiserende end dig selv. Derfor rykker det noget, at I er her i dag.

Det er 57 år siden i dag besættelsen ophørte. Liva Weel sang under besættelsen; de binder os på mund og hånd om tyskernes undertrykkelse, men fortsætter; men de kan ikke binde ånd.

Den ånd, der ikke kunne bindes, slog sig på humoren og satiren, som vore nu gode naboer i syd ikke kunne regne ud, men kunne mærke som en dyb gungren i danskerne.

Den latter, det handlede om dengang, og som vi taler om i dag kan aldrig være ondskab i sig selv, men latteren kan opsøge og underminere ondskaben med alle dens skiftende ansigter. Ondskaben kan ikke selv le, den kan kun vrænge og skrige taktfast til undertrykkelsens, den laveste fællesnævners og soldaternes fremmarch.

Lad os alle le! I kirken siger vi: lad os alle bede. Stort set er der ikke den store forskel mellem disse to statements. De handler begge om at komme på omgangshøjde med sig selv og flage med det bedste den menneskelige sjæl kan frembyde.

Og le, det ender med at du får det bedre. Du ender med at få et livsindhold der rækker ud over, det du ellers troede var muligt. Eller som vores allesammens latter-maestro Jan Thygesen Poulsen har skrevet

Jeg beriger mit forhold til dig med dét, jeg er bedst til;

Et kærligt menneskesyn  fokus på medmenneskelighed og omsorg
Mit ansvar er;
At erkende det - og at give det til ethvert menneske
Min opgave er;
At efterleve det selv  og tage lederskab for det overfor alle mennesker
Og mit løfte er;
Jeg Lover at Skabe en Kærlig Verden for os Mennesker overalt på Jorden.

Og le så, så det gjalder, men jeg lover ikke, at det ikke bliver en bedre verden..


Tak
Kærlig hilsen
Flemming Pless
Præst i Christians Kirke på Christianshavn